På Internet identificerer computere hinanden v.h.a. IP-numre. Når computer A skal i kontakt med computer B på nettet, fx når brugeren vil sende en E-mail, anvender computerne hinandens IP-numre som afsender- og modtager-adresse. IP-numrene består af grupper af tal, adskilt fra hinanden v.h.a. punktum: fx 129.142.69.64.

Ud fra et teknisk synspunkt opfylder IP-numrene deres adresserings-formål fuldt ud, men brugervenlige er de ikke. IP-adressen 129.142.6.64 er svær at huske, og den rummer ikke megen information for almindelige mennesker. Derfor indførte man allerede i starten af 80’erne, lang tid før Internet blev "samfundsnet", en navne-overbygning der skulle gøre det nemmere for brugerne at navigere på nettet.

Hvad bruges navne-overbygningen til?

Navne-overbygningen hedder DNS (Domain Name System) og anvendes i øjeblikket til to ting:

1. Navngivning af maskiner (fx web-servere).
2. Adressering af post (E-mail).

Adresserne opbygges i begge tilfælde på grundlag af det domænenavn virksomheden får tildelt, når den kobles på Internet.

Domænenavnet kan sammenlignes med det efternavn enhver dansk familie er forsynet med. Efternavnet identificerer familien og er fælles for hvert medlem af den. V.h.a. et fornavn identificeres det enkelte familiemedlem.

Domænenavnet er virksomhedens ‘efternavn’ på Internet. Det indgår som fælles-element i alle maskin-navne og alle post-adresser. For at identificere den enkelte maskine eller den enkelte postadresse, skal der imidlertid et ‘fornavn’ til. Har virksomheden fået tildelt domænet fil.dk, kan den fx give sin webserver fornavnet www. Webserverens fulde navn (på Internet-sjargon:hostnavnet) vil være:

www.fil.dk

På lignende vis bruges domænenavnet som ‘efternavn’ i postkasse-adresseringer, blot med en lidt anden syntaks. Postkassen Jensen identificeres ved det fulde navn:

jensen@fil.dk

Punktum (‘.’) eller snabel-a (‘@’) mellem ‘fornavn’ og ‘efternavn’ afgør således om der er tale om en maskinadresse eller en mail-adresse.

Internets navneservere

Med navneoverbygningen/DNS får maskinerne altså pludselig to navne: et IP-nummer der fortrinsvis anvendes af maskinerne selv og et DNS-navn der anvendes af brugerne. Forbindelsen mellem de to adresse-systemer varetages af Internets navneservere .

Navneserveren er en selvstændig maskine der rummer et kartotek over DNS-navne og tilhørende IP-numre. Når brugeren beder sin WEB-browser om fx at kontakte www.fil.dk, vil brugerens PC indlede med at sende en forespørgsel til navneserveren, og bede den finde IP-nummeret for www.fil.dk. Navneserveren slår op i sin database og returnerer resultatet til PC’en, der nu, v.h.a. det fundne IP-nummer, kan komme i kontakt med www.fil.dk.

Til navneserverens ansvars-område hører også E-mail. På Internet sendes og afhentes post til/fra post-servere. Når en bruger sender post til jensen@fil.dk, beder hans E-mail program først navneserveren oplyse, hvilken post-server der modtager post for fil.dk. Navneserveren returnerer et IP-nummer, hvorefter mail-programmet bliver i stand til at aflevere posten til fil.dk’s post-server, der afslutter transporten ved at lægge brevet i den postkasse der hedder "jensen".

I øvrigt kan samme computer sagtens have mere end et DNS-navn. Ved opsætning i navneserveren, kan man fx navngive en webserver, så den på een og samme tid kommer til at hedde www.strawberry.dk, www.gandalf.se, e.l. På lignende vis kan man lade samme postserver modtage post fra fx domænerne: fil.dk, nic.dk, fil.com, etc.

Som regel er navneserveren placeret hos Internet-udbyderen der tilbyder navne-administration som en del af sin kunde-service, men virksomheden kan udmærket køre navne-administration selv. Behovet skal dog være stort, før fordelene ved sidstnævnte løsning retfærdiggør omkostningerne.

DNS: Et hierarki af navne

Forudsætningen for adresserings-systemets succes er, at hver uddelt adresse er unik . Det gælder IP-numrene, og det gælder DNS-navnene.

For DNS-navnenes vedkommende sikres identiteten ved det navne-hierarki man indførte allerede i 80’erne.

Et domænenavn opbygges hierarkisk af et topdomæne (TLD: Top Level Domain) suppleret med et eller flere underdomæner (1., 2., 3.-ordens-domæner). Punktum (‘.’) adskiller de enkelte niveauer i hierarkiet. Fil.dk består således af top-domænet dk og 2.ordensdomænet fil.

Roddomænerne.

Oprindelig bestod toppen af DNS-systemet af en række funktionsopdelte TLD. På det tidspunkt var Internet fortrinsvis et amerikansk fænomen: EDU var universitets-verdenens top-domæne, MIL var forbeholdt militæret, mens COM var for det amerikanske erhvervsliv. Da Internet i 2.halvdel af 80’erne overskred de amerikanske landegrænser, blev det, for at undgå overbelastning af de eksisterende TLD, vedtaget at supplere de funktionelle topdomæner med geografiske. De to bogstaver lange landekoder defineret i ISO 3166 (fx. .dk, .se, .no) kom til at udgøre grundlaget.

Dette system har eksisteret i en årrække, men på grund af de senere års store pres på COM-domænet, arbejdes der i øjeblikket på en reform der skal supplere de eksisterende funktionelle domæner med en række nye.

DNS: Et hierarki af ansvar

Det er internet-organisationen IANA (Internet Assigned Numbers Authority) der har det øverste ansvar for uddeling af IP-numre og top-domæner i verden. IANA, der i Europa repræsenteres af RIPE (xxx) bestemmer bl.a., hvilke organisationer i de enkelte lande, der skal være hostmaster, d.v.s. administrere de geografiske top-domæner. Det er således IANA/RIPE der har uddelegeret ansvaret for DK-domænet til FIL (Foreningen af Internet Leverandører) i Danmark.

Hostmaster-ansvaret for et top-domæne indebærer bl.a. pligt til at registrere og uddele 2.ordens-domæner samt udarbejde regler, priser og procedurer for uddelingen.

Når IANA uddeler et top-domæne til en hostmaster delegeres altså et ansvar. På lignende vis delegeres ansvar, når hostmaster uddeler 2.ordens-domæner til organisationer og virksomheder. Ejeren af et 2.ordens-domæne er ansvarlig for domæne-administrationen (et arbejde han enten selv kan stå for, eller overlade til en Internet-udbyder). Domæne-administrationen indebærer, som vi tidligere var inde på, bl.a. computer-navngivning (www.fil.dk) eller postkasse-adressering (jensen@fil.dk). Administrationen kan imidlertid også indebære yderligere opdeling i under-domæner (3., 4.....o.s.v).

Virkningen af navne- og ansvarshierarkiet er, at DNS-administrationen globalt set decentraliseres samtidig med at navne-sammenfald hindres; hvilket også var den oprindelige intention.

DNS: Et hierarki af navneservere.

Delegeringen af navne og ansvar modsvares rent teknisk af et hierarki af navneservere.

Når brugeren beder sin browser om at kalde www.fil.dk, vil browseren sørge for, at den navneserver brugeren er tilkoblet (via sin virksomhed eller sin Internet-leverandør), bliver bedt om at finde IP-nummeret på www.fil.dk. Men hvad nu, hvis navneserveren ikke kan finde www.fil.dk i sin egen DNS-database? Den situation er absolut ikke utænkelig. Internet består af millioner af IP-numre og DNS-navne der ændres ustandseligt, så den enkelte navneserver kan ikke rumme oplysninger om alt.

Internets navneservere er derfor koblet sammen i et hierarki, der gør det muligt for den enkelte navneserver altid at spørge en overordnet navneserver, hvis den ikke selv kan slå et navn op.

Øverst i hierarkiet findes de såkaldte rod-servere, der administreres af IANA og RIPE. Nedenunder dem kommer de servere der er ansvarlige for topdomænerne (fx .dk). Disse servere administreres som regel af landets eller domænets hostmaster-funktion. Endelig følger de servere der er ansvarlige for 2.ordens-domænerne (fx fil.dk). Disse vil som regel være administreret af en Internet-udbyder eller af domæne-ejeren selv.

Rodserverne rummer en database der fortæller hvilke navneservere rundt om i verden der er ansvarlig for de enkelte top-domæner (.COM, .DK, .UK o.s.v.). Disse servere rummer for deres del oplysninger om, hvilke servere der er ansvarlige for de enkelte 2.ordens-domæner. På den måde etableres kommunikationvejen i hierarkiet.

Zoner og delegering.

Når DK-hostmaster opretter et 2-ordens domæne oprettes først en såkaldt zonefil for domænet. Zonefilens vigtigste oplysning er adressen på den navneserver der er zone-ansvarlig for domænet. Den zone-ansvarlige navne-server er den navneserver der rummer alle oplysninger om domænet, d.v.s. hvor mail skal sendes hen, hvilke computere der er navngivet i domænet (www.fil.dk) og hvilke IP-numre disse computere har.

At gøre en bestemt navneserver ansvarlig for et 2.ordens-domæne kaldes delegering af domænet.

En navneserver kan uden besvær være zone-ansvarlig for mange 2.ordens-domæner, også selvom der er tale om domæner der er delegeret fra forskellige top-domæner. Een og samme navneserver kan således udmærket være zoneansvarlig for både xxx.com, xxx.dk og xxx.se.

Hvis en navneserver modtager en forespørgsel den ikke selv kan svare på, sender den forespørgselen videre op gennem navne-server hierarkiet, indtil den finder den navneserver der er zone-ansvarlig, og derfor ved alt om domænet. Hvis forespørgselen foregår indefor samme gren af hierarkiet (fx det danske navneserver-system) vil DK-hostmasters navnservere altid kunne omstille til den zone-ansvarlige navneserver. Hvis den derimod foregår på tværs af to grene (fx fra Danmark til Singapore), vil forespørgselen blive sendt videre til en rodserver der omdirigerer til den øverst ansvarlige navneserver i Singapore.

Domæne-registrering i Danmark

Som nævnt er domæner med til at gøre Internet mere brugervenligt. Registrering af domæner er derimod en relativt kompliceret teknisk proces, der kræver kendskab til IP-numre og fagterminologi. I Danmark, hvor FIL har hostmaster-ansvaret, er det derfor besluttet at registrering under DK-domænet, kun kan ske gennem en Internet-leverandør. På den måde undgås det at hostmaster-funktionen drukner i administration af ansøgningsskemaer.

Ved registrering skal Internet-leverandøren, på vegne af sin klient, give en række oplysninger:

• hvem bliver indehaver af domænet (benævnes administrativ kontakt)?
• hvortil skal domænet delegeres (zone-ansvarlig navne-server)?
• hvem håndterer den navne-server, hvortil domænet er delegeret (benævnes zone kontakt)?

På grundlag af disse oplysninger (og i henhold til de regler som er gældende) vil DK-hostmaster oprette det ønskede domæne i DK-top-navneserveren og delegere det (lave henvisning) til den zone-ansvarlige navne-server, d.v.s. den navne-server hvor, som tidligere nævnt, administrationen af domænet kommer til at foregå. Administrationen omfatter bl.a. navngivning af computere og post-servere i domænet.

Rent fysisk vil den zone-ansvarlige navne-server enten være placeret hos klienten, eller hos Internet-leverandøren (hvilket er langt det mest almindelige). I sidstnævnte tilfælde kører Internet-leverandøren altså navne-administration for klienten. Navneadministration (eller navneservice som det ofte kaldes) er som regel en integreret del af Internet-leverandørens øvrige tjenester (opkobling, webhotel o.l.) men den ses også tilbudt som selvstændig tjeneste til en årlig abonnements-pris.

Hostmaster-funktionens øvrige opgaver.

Oprettelse og delegering af nye domæner er hostmaster-funktionen største opgave. En opgave der imidlertid vokser i omfang som tiden går og flere nye DK-domæner kommer til er redelegering. Klienten skifter Internet-udbyder og skal have sit gamle domæne ‘flyttet’ eller redelegeret til den nye udbyders navne-servere.

Redelegering indebærer at zone-ansvaret flyttes fra een navneserver til en anden. Oplysninger om computere og post-servere skal slettes på den ene navneserver og genoprettes på den anden. Samtidig skal DK-hostmaster involveres. DK-hostmasters navne-servere indeholder nemlig, som tidligere nævnt, en henvisning til den zone-ansvarlige navneserver. Denne henvisning skal rettes, således at den kommer til at rumme adressen på den nye server. Kun således kommer maskinerne i domænet igen til syne for alverden.

Domæner og økonomi.

DNS er ikke gratis. Der skal udstyr til og der skal folk til at passe udstyret, både hos DK-hostmaster og hos Internet-leverandøren. Tidligere betalte staten for den danske hostmaster-funktion, men i 1996 indførtes der brugerbetaling. FIL har vedtaget en vejledende oprettelses-pris på kr. 995,- for en domæne-oprettelse. Beløbet, der opkræves af Internet-leverandøren, går til dækning af DK-hostmasters og Internet-leverandørens omkostninger i forbindelse med oprettelse og delegering. Samme beløb betales ved redelegering.

Hertil kommer som regel en årlig abonnements-pris som opkræves af Internet-leverandøren, hvis domænet skal administreres for klienten. Navne-administration vil dog, som nævnt, ofte være en del af den service udbyderen leverer i forbindelse med sine øvrige produkter.