Nomadestammerne var meget primitive. De boede i telte, og de vandrede omkring fra sted til sted og søgte efter lav og mos, som rensdyrene skulle leve af. det var et hårdt liv, især om vinteren. mennesker og hunde levede i nær kontakt med naturen. De udgjorde et sluttet samfund, og avlen blev i en lang periode ikke blandet med fremmede. Hundene gik ud og ind af teltene, som de ville, og om natten sov de så nær deres herrer som muligt. Husk, når en samojedhund springer op på sengen og presser sig ind mod dig, at det bl.a. skyldes, at den instinktivt er i sine forfædres land og i færd med at sørge for varme mod den arktiske vinter.

Et andet instinkt, der er nedarvet, er hyrdeinstinktet. I mange tilfælde vil løsgående samojedhunde, der møder f.eks. en flok får, ikke angribe dem, men samle dem og drive dem op i et hjørne.

En samojedhund er i høj grad individualist. Den er intelligent, venskabelig, munter og imødekommende, men har en uhåndgribelig personlig gnist. Den er bedst tilpas i nærheden af sine menneskevenner, og det er naturligt, når man tænker på, at dens forfædre var medlemmer af nomadefamilierne i Sibirien.

Samojedehundens gode og travle hjerne udvikler sig i hjemmet, hvor den ivrigt deltager i spilopper, glæder og sorger. Den har en udpræget evne til at lægge mærke til ord og forbinde dem med de genstande de hører til.

Den finder på mange kunster, såsom at sidde og tigge højtideligt, med ørene lagt helt tilbage, for så ligner man en lille hundehvalp.

Samojeden er meget påvirkelig af atmosfæren i hjemmet, den kan finde på at gemme sig bag møbler eller ligende hvis der er ballade. Den respekterer altid sine menneskers glæder og sorger og tager del i dem, hvis den kan forstå stemningen. Den kan pludre og snakke med mange lyde, og det er ganske morsomt når den er i snakkehjørnet.

En samojedhund skal have lov til at røre sig og gøre sig snavset, og det har den overhovedet heller ingen problemer med, prøv at gå en tur på en mudret vej i regnvejr, så skal du bare se.

Mange gange kan man godt undre sig over, at den våde , grå/brune, klump uld man vender hjem med fra en sådan tur, kan blive den smukke hvide hund, man kan se på udstillinger og ligende.